Havetips

Uge 43

Årets sidste klip 

Efteråret har indtil videre været utrolig dejligt med mange solskinstimer og ganske mildt vejr. Det varer desværre ikke ved, så inden du går helt ”havetræt”, så er der et par ting, som skal ordnes, og én af dem er græsplænen.

Sådan sikrer du dig grønt græs til næste år
Græsplænen har mange funktioner i haven. Den er med til at binde havens forskellige afdelinger sammen. Bedene afgrænses fint med græs, og så får det haven til at fremstå som en helhed. Stier af græs fører os hen mod noget, og den brede plæne kan bruges til leg, boldspil og afslapning. Græsfladen sørger for at jorden er dækket med plantevækst, og når det regner meget, så er græsset med til at lede vandet ned i jorden – langt mere effektivt end en fast belægning af eks. sten og fliser.
For at sikre de mange positive egenskaber ved græsplænen, så er det nødvendigt at passe den – også på denne årstid.

Saml nedfaldne blade med din plæneklipper
Græs kræver lys og luft. Hvis der ligger en dynge af visne blade, så trives græsset ikke. Lige nu er bladene sprøde, men snart vil de blive våde og fedtede, og så vil græsset i værste fald rådne og gå ud. Du skal derfor løbende samle de nedfaldne blade op fra din plæne. En rive og trillebør er én metode, men sætter du din plæneklipper til at slå med opsamling, så findeler den bladene - og de er lige klar til en tur på komposten. Du kan også blot klippe bladene i stykker uden at samle dem op, så vil regnormene findele det organiske materiale gennem græsmåtten.

Øg klippehøjden
Når vi slår græsset meget tæt og dybt, så indikerer vi, at det skal skynde sig at vokse en hel masse. Det er en god metode om foråret, når vi gerne vil have en tæt plæne. Her i slutningen af sæsonen er det faktisk bedst at sætte klippehøjden op, så det står lidt langhåret tilbage. Det giver græsset ro til at gå lidt i dvale, for det skal ikke kæmpe med en masse nyvækst for at overleve. Det handler lidt om at finde det rigtige længde, så man slipper for at blive ved med at klippe, men omvendt må det ikke blive så langt, at det vil kunne lægge sig ned, når det eventuelt bliver snevejr.

Klip kun i tørt græs
Det bedste resultat fås afgjort, hvis du sørger for at klippe i tørt græs. Årstidens høje fugtighed kan godt være en udfordring, men venter du til sidst på dagen, så har vind og sol mindsket fugten.

Du kan stadig nå at så nyt græs
Måneden ud er det muligt at så nyt græs. Spiretiden er lidt længere, men jordens temperatur er stadig høj nok til, at græsfrøene vil spire.

Plant gerne selvom bladene falder af

Når træer, buske og stauder taber deres blade, er det et udtryk for, at planterne går i dvale. Inden de kaster løvet, så trækker de fleste planter nyttige næringsstoffer tilbage til stammen og rodnettet – det er sådan høstfarverne opstår. Når planterne er gået i dvale, er deres behov for vand og gødning minimal, og de er derfor lettere at flytte fra marken og ind i en have som eks. hæk.

Pottegroede planter
Gamle dages planteskoler havde slet ingen plastikpotter, som de dyrkede i. Dengang groede alle planterne ude i jorden, og når efteråret startede, var det muligt at grave planterne op, sortere og bundte dem, så de nemmest muligt kunne sælges. Hele vinteren var det muligt (hvis jorden ikke frøs) at arbejde med planterne til salg, men resten af året var det ikke muligt at flytte dem. Der er stadig mange som kan huske, hvordan man tog til planteskolen og fik gravet en klump staude op, hjembragte den pakket ind i avispapir, og så skulle den straks graves ned i haven.
Behovet for at kunne handle med planterne hele året rundt blev løst ved at plante i først poser og senere faste potter. I Danmark blev de første store produktioner i potter sat til salg i 1960’erne, og mens man brugte mange ressourcer på at finde den rigtige jordblanding og gødningssammensætning, voksede sortimentet, som i dag er helt bredt dækkende fra stauder til hækplanter.

Fagfolk anbefaler efterårsplantning
Din gartner er stemt for, at du skal plante nu. Et gammelt mundheld siger: ”Det du planter i foråret kan gro, mens efterårsplantning vil gro”. Ikke alle mundheld holder ved, og heldigvis vil de fleste planter vokse videre, selvom de ikke bliver plantet om efteråret. Vi er ikke så havemålrettede om efteråret, og så er det jo helt fint at vente til foråret, hvor de nyplantede planter blot skal have lidt mere opmærksomhed for at lykkes. Omvendt er det smart at få plantet de to frugttræer, som familien har talt så længe om nu. Det kan også være, at den nye hæk mangler at blive plantet – den kan du nå at plante så længe jorden ikke er frossen. Roser er også oplagt at få plantet, og mangler du stedsegrønne planter, som jo er uundværlige i den nært forestående dekorationssæson, så handler det bare om at besøge dit havecenter og se det store udvalg.

Uge 41

Skal du plante hæk i efterårsferien? 

Vi er benådet med særdeles venligt efterårsvejr, og en tur i haven er kun en dejlig beskæftigelse. Udover ukrudtslugning, prydløglægning og høst af grøntsager fra køkkenhaven, så er det blevet plantevejr. Vi lever i et rigtigt hække-land, hvor vi både kan finde på at plante hække inde i haven og selvfølgelig rundt om vores grund. Hække kan nemlig dele haven op i forskellige rum, danne en god baggrund for eks. staudebedets blomster, og så er skærmeffekten uovertruffen. Når behovet for ny hæk opstår, så bør du lige løbe disse punkter igennem:

Mål arealet op
Til beregning af antallet af hækplanter er det nødvendigt at vide, hvor lang din nye hæk skal være.

Hvilken hæk?
Skal det være en stramt klippet hæk, en uklippet lidt vildere hæk eller en vintergrøn hæk?

Rens jorden
Jorden må ikke være fyldt med planter og planterødder. Det er praktisk at fjerne større sten, og så skal ukrudt og græs fjernes 40 – 50 cm på hver side af jorden.

Forarbejd jorden
Nye planter etablerer sig bedst i porøs og gennemgravet jord. Oplever du at jorden, som du skal plante i er stenhård og ubekvem, så skal du søge rådgivning i dit havecenter og få hjælp til jordforbedring.

Turen til dit havecenter
Det er her, du kan se udvalget af de forskellige hække. Du får god rådgivning, så du lykkes med at få plantet din nye hæk, når du taler med fagfolk.

Plantetidspunkt
Barrodede planter skal plantes om efteråret eller foråret. Hækplanter i potter eller med klump kan stort set plantes hele året.

Sidste klargøring
Sørg for at de barrodede planters rødder er fugtige frem til plantningen. Spænd en snor ud, så du ved, hvor hækken skal plantes. Da det er lidt upraktisk at plante oven i en snor, kan du evt. markere linjen. Det kan gøres med spidsen af et hakkejern eller en pind, som trækkes henad jorden. Andre benytter sig af at flytte snoren 50 cm til den ene side, hvorefter man så planter i en lige linje med samme afstand.

Plantningen
ALLE rødder skal ned i plantehullet eller planterenden. Spred rødderne godt ud, og har du problemer med at få plads til dem, så skal du grave mere jord væk. Plantehøjden skal være den sammen, som den planterne voksede i, da den stod i planteskolens mark. Fyld jord omkring planterne og træd jorden godt til.

Vanding
Det er vigtigt at vande, selv om jorden er fugtig. Vandet får jorden til at skabe en god kontakt til de rødder, som skal i gang med at vokse. Grundvanding med 20 – 30 l vand pr. løbende meter hæk.

Flis
For at undgå ukrudt i at invadere en nyplantet hæk, vælger mange at dække jorden af med et lag flis. Flis er mange ting, og vi anbefaler, at du kun anvender barkflis, som ikke indeholder skadelige syreforbindelser. Læg 10 – 15 cm barkflis på og gød med ekstra kvælstofholdig gødning til foråret, for barkflisen ”stjæler” næringen fra din hæk. Barkflis holder ca. 4 år.

Kreativ efterårsferie 

Det er blevet meget mørkt både morgen og aften, men dagens længde er alligevel på 11 timer, så der er rig mulighed for at bruge lidt tid på en tur i haven, på stranden eller i skoven. Skolernes efterårsferie står for døren og mange benytter sig af at lave et afbræk fra hverdagen og tilbringe efterårsferien sammen med familien i et sommerhus. Man kan også blive hjemme og give haven en overhaling med indlagte ekskursioner til flotte danske destinationer med madpakken i rygsækken og en pose til at samle lidt af naturen ind.

Græskarskæring
De store flotte græskar skal selvfølgelig udhules og dekoreres. En fin beskæftigelse for både store, mellemstore og mindre børn. Den elektronisk skærm kan lægges i skuffen og det gælder om at bruge lige så meget tid, man lyster på at skære og skrabe græskarsindmad ud. Rens gerne nogle af kernerne, som du kan bage i ovnen med lidt salt.

Dekorationer med naturen
Find limpistolen frem og lav små landskaber med koglemænd og -damer i moslandskaber med fabeldyr af kastanjer og agern. Der er masser af nedfaldne nødder og kastanjer; og på stranden kan man samle muslingeskaller og tang.

Efterårets løv
Høstfarver er så småt ved at indtræffe på mange af vores planter. Der er stor forskel på form og farve, så saml en hel masse forskellige sammen og lad dem tørre. Nu kan de bruges til at binde en krans, presses til at lave lykønskningskort eller bordkort. Du kan også prøve at tegne på dem – her er Posca-tusser nok de bedste.

Uge 39

Små paradisiske æbler 

Der er ingen tvivl om, at vi er belønnet med ekstra mange frugter på de fleste træer i år. Det fine forår med optimal blomstring har sikret god bestøvning, og planterne kvitterer for en varm sommer med rigtig mange frugter. Sensommerens vejrskifte med mere nedbør har resulteret i flotte frugter på paradisæbletræerne, og det kan du få glæde af, hvis du koger saft af dem.

Sådan gør du

  • Høst frugterne. Det kan være nødvendigt at klippe dem af, for de sidder ret godt fast. Frugterne er modne, når kernerne skifter farve til brun
  • Rengør og skær evt. de største over
  • Hæld lidt vand i en gryde og kog nu de mange små æbler til mos
  • Når de er helt udkogte, hældes saften op i en saftpose eller et dørslag med tyndt klæde
  • Lad saften trænge gennem klædet natten over
  • Mål saften af og kom næsten lige så meget sukker ved (1 l til 1 kg sukker)
  • Rør geleringsmiddel i saften
  • Kog den igennem i ca. 10 – 15 min. mens du fjerner urenheder på overfladen
  • Nu kan den klare væske hældes på rengjorte glas

Du kan med fordel plante frugttræer nu
Efteråret er som bekendt et rigtig godt tidspunkt at plante på. Jorden er fugtig og stadig så lun, at de nye rødder nemt kommer i gang med at vokse. Fordelen ved denne årstid er også, at du kan se, hvad du planter. Er det de kuglerunde gule frugter fra sorten ’Butterball’, de lidt mindre særdeles dekorative røde runde frugter fra ’Brandkjær’ eller de noget større æbler fra paradisæblesorten ’Hyslop’?

Besøg og og se endnu flere forskellige sorter. Paradisæbletræer har den smukkeste blomstring hvert forår, bliver et mellemhøjt træ og efter frugtsætningen omdannes det mørkegrønne løv til en flot gyldent krone i din have.

Et godt nøddeår

Falder snakken på høst i haven, så er dem med valnøddetræer spændt hårdt for. De store gamle valnøddetræer smider nemlig kilovis af lækre nødder mod jorden i disse uger. Nødderne skal selvfølgelig samles op og gemmes til hele vinteren. Er man heldig at valnødden dumper ned uden den grønne skal er det let nok, men ofte falder hele molevitten ned på én gang. Skallen farver kraftigt, så sørg for at høste i tøj, der må blive plettet. Fjern de bløde skaller og vask dem eventuelt i en spand med lunt vand.

Opbevaring
Urenheder på ydersiden af skallen udvikler sig hurtigt til skimmel. Et anerkendt råd er at bade de rengjorte valnødder i en opvaskebalje med lunt vand tilsat ½ dl atamon. Her må de højst være i fem minutter inden de tages op og tørres på en rist. Opbevar de rengjorte valnødder køligt og tørt. Er man ikke tilhænger af at bruge atamon, så kan man lægge nødderne i kasser med netbund i ét lag så der er godt luftskifte. Tilse nødderne og fjern de mugne, så smitte undgås.

Plant nu
Du kan sagtens plante valnødder og høste frugter efter få år. Det er nemlig sådan, at de podede valnøddesorter er så ”gamle” at de blomstrer og sætter frugter allerede 3 – 4 år efter podningen. Da træet ofte er to år gammelt, når du køber det, så varer det ikke længe før du kan høste dine egne valnødder. Plant gerne her i efteråret – så er du allerede foran!

’Broadview’
En sort med mere kompakt vækst end den almindelig valnød, men bliver stadig et stort træ. Frugterne er større og udbyttet stabilt. Får frugter allerede efter 1 – 2 år.

’Buccaneer’
Denne sort får meget store frugter. Får mange grene i kronen, der med årene bliver bred. Får frugter allerede efter 1 – 2 år.

Beskæring
Valnødder hører til gruppen af planter, der er ”blødere”. Det vil sige at de, ved beskæring, har svært ved at lukke deres sår. Tidspunktet for beskæring skal derfor være mens træet er i vækst og bedre kan kompensere for ”blødningen”.

Uge 37

Plant forårets have til 

Sensommeren byder på mange dejlige stunder i haven, som nu igen er frodig og grøn. Husker du tilbage på årets start i haven, så mindes du måske de allerførste blomster, der sprang ud i bedene – nemlig blomsterløgene. Først de gule erantis, så de hvide vintergækker, de flotte krokus og alle mulige narcisser. Lidt senere dukkede tulipanerne op, men blomstringen blev lidt kort, for varmen buldrede frem.

Ønsker du flere blomsterløg i din have, så er det nu, du skal lægge dem
Når man producerer nye løg til os forbrugere, så høstes markerne om sommeren. Løgene deles og sorteres i størrelser som efterfølgende lægges i salgsposer. De sidste uger har havecentrene haft travlt med at pakke forårets løg ud og gøre klar til salg. Det er nemlig sådan, at du skal lægge de løg, som du ønsker i din forårshave allerede nu.

Sådan gør du

  • Prydløg placeres i fuld sol.
  • Vintervåd jord bør undgås.
  • Jorden skal være fri for ukrudt og store sten.
  • Jorden skal være porøs og jævn – gerne iblandet lidt spagnum.
  • Læggedybden afhænger af løgets størrelse. Læg eller plant løget i en dybde, der svarer til løgets højde tre gange. Et løg på 3 cm lægges ned i 9 cm.

Prøv noget nyt
Sortimentet er stort og bredt, så der er rig mulighed for at prøve nye løg af. Gartneren i dit havecenter står klar til at vejlede dig i, hvilke løg der passer i din haves forskellige bede. Måske ønsker du dig vibeæg eller kejserkroner? Du kan sikkert også let blive fristet af de flotte lilla og hvide prydallium, som der findes flere sorter af. Nogle danner meget store hoveder, mens andre først springer ud, når sommeren er på vej. Tulipaner er altid sikre vindere i haven. Desværre er de ikke altid så holdbare, så for at være sikker på tulipaner i haven, er det en god idé at lægge nye løg hvert år.

PS Måske kunne du fristes til at plante en krukke til? Så er det også nu og frem til november, du kan gøre det. Løgene kan lægges i flere lag, så du forlænger krukkens blomstringstid.

De smukke prydgræsser 

Der er noget helt specielt ved sensommerens lys og dufte. Klare nætter giver tåge om morgenen – jordens varme møder nattehimlens kulde. Havens planter dækkes af morgendug, men bliver snart varmet op af lune vinde og dejlig solskin. Lige nu står prydgræsserne og brillerer med smukke bladaks og blomster på lange bløde aks.

Mange at vælge imellem
Er du interesseret i at lære nogle af de mange prydgræsser nærmere at kende, så er det lige nu, du kan se et stort og bredt sortiment af dem i dit lokale havecenter. Her vil du bl.a. kunne se flere sorter af elefantgræs, staudehirse, lampepudsergræs, pibegræs, star, rørhvene og blåaks. Der findes lave tuedannende græsser til forgrunden af bedet eller som bunddækkende planter under træer og buske, og der er selvfølgelig også store oprette og majestætisk udseende prydgræsser, der virker som ”show-stopper” i et hvert haveanlæg.

Vidste du at…

  • En af de tidligste græsser om foråret er rørhvene?
  • Elefantgræsser findes i sorter, der kun bliver 1 m høj, men også i sorter, der bliver 2 – 3 m høje?
  • Prydgræsser er nogle af de letteste planter i haven? De skal blot klippes ned én gang om året – derefter klarer de helt sig selv.
  • Kombinationen af stauder og prydgræsser er oplagt. Stauder, der blomstrer i sensommeren får fint selskab, når de er plantet sammen med prydgræsser. Eksempelvis sankthansurt, hjortetrøst og pileurt.

Du kan også plante prydgræsser i krukker? Husk at plante i en god krukkemuld, så vil du have glæde af dine krukker i op til tre år, inden de skal plantes om eller ud i et bed.

Uge 34

Nu kan du plante nye jordbær 

Drømmer du også om at fylde skålen med friske og helt modne bær fra egne planter, så er august måned det helt rigtige tidspunkt at etablere nye jordbærplanter på.

Har du allerede et jordbærbed?
Mange dyrker jordbær i køkkenhaven eller i højbedet, og desværre har mange oplevet, at den lange tørke har haft stor indflydelse på planternes ve og vel. Hos nogle er planterne endog gået helt ud, og det skyldes, at jordbærplantens rodnet gror helt oppe i de øverste jordlag, hvilket gør planterne ekstra følsomme overfor manglende vand. Helt brune og visne planter vil ikke komme igen, selv om vi har fået regn.

Er dine planter grønne og friske, så skal de selvfølgelig have lov at vokse videre, MEN det er en god idé at indføre et rotationsprincip, for jordbær er en kortlivet plante, der efter 3 – 4 år næsten ingen bær sætter. Har du derfor fire rækker jordbær, så fjern den ældste og plant en helt ny og frisk række.

Sådan gør du

  • Plant altid i frisk havejord – ikke hvor der har vokset jordbær før
  • Jorden skal være fri for ukrudt og store sten
  • Jorden skal være porøs og jævn
  • Mål jordstykket ud og køb friske planter i dit havecenter, så du kan plante til med ca. 40 cm mellem planterne i rækken og omkring 1 m mellem rækkerne
  • Tilfør gerne lidt kompost eller naturgødning, når du planter

De ”gamle” planter
Dit jordbærbed skal luges rent for ukrudt, og så skal du klippe alle udløberne af. Udløbere er de lange skud, som jordbærplanterne sender ud fra basis af planten. I enden af udløberen sætter planten ofte en lille ny plante. Ved at klippe udløberne af, sikrer du dig at jordbærplanten koncentrerer sig om at danne blomsteranlæg, som til næste år vil fylde din skål med de dejligste jordbær.

Når du har klippet udløberne af, så skal bedet tilføres naturgødning eller topdresses med god kompost.

PS Vi anbefaler at du ALTID planter sygdomskontrollerede jordbær fra havecentret så du sikrer dig at planterne i dit jordbærbed forbliver raske

Lap havens huller 

Sommerens lange tørkeperiode er heldigvis forandret til en mere grøn og frodig sensommer, hvor græsset er blevet grønt, og havens øvrige planter er blevet langt mere levende at se på. Det drysser stadig med løse blade fra træerne, og æbletræerne kæmper også det bedste de har lært, så de når at modne frugterne, inden de falder til jorden.

Græsplænen
Vi er mange, som venter spændt på at HELE plænen bliver grøn, men må nok indse, at der skal lidt ekstra arbejde til at få lappet hullerne. I mellemtiden skal vi holde græsstråene klippede, og det gælder om at få så meget kraft i planterne, at de har de bedste betingelser for at vokse til. Maskinen skal indstilles, så den klipper relativt højt.

Blomsterbedene
Der er stor forskel på, hvordan blomsterbedene har klaret den lange periode uden nedbør. Roserne har klaret det nogenlunde, for de har så dybdegående rødder, at de har kunnet finde vand. Sådan er det ikke for mange af stauderne, som virkelig har haft deres sag for. Det kan derfor være særdeles fornuftigt at gennemgå staudebedene og få fjernet de visne toppe og døde planter. Under den visne top, er der måske allerede liv i nogle af de ”overlevede”, og de skal gerne have gode betingelser for at vokse igen. De uundgåelige huller, der efterlader bare pletter med jord i blomsterbedet vil snart gro til i ukrudt, så hvorfor ikke sørge for at få dem plantet til?

Find dine yndlingsplanter
Det er lidt ligesom at stå foran klædeskabet, hvor man har ryddet en masse tøj væk, som enten ikke længere passer, eller er gået af mode. Hvad skal vi fylde i det?
I havens blomsterbed har du nu fået mulighed for at plante de planter, som du allerhelst vil se på – helt uden at grave de gamle planter op og kassere dem. I dit havecenter er der fyldt godt op med flotte og inspirerende planter, så har du ikke konkrete planer, så lad gartneren hjælpe dig med at finde nogle spændende planter.

Uge 24

Sommervejr og -saft  

Det skønne varme vejr rykker på de tidspunkter, hvor blomsterne normalt springer ud, og det betyder, at vi allerede nu kan høste og lave de lækreste ting fra planterne i haven. Der er tale om ganske små projekter, som ikke tager lang tid, så hold en pause med vanding og lugning, og nyd alt det haven kvitterer med.

Hyldeblomstsaft
Hylden vokser vildt langs grøfter og i hegn, men den er jo en fantastisk prydplante, så du kan sagtens plante den i din egen have – så er du sikker på at kunne høste skærme og måske bær, uden at de er påvirket af udstødningsgas fra bilerne på vejene.

Opskrift
1. Høst 30 – 40 skærme og ryst dem, så der ikke sidder insekter og dyr
2. Klip så meget af stilkene af, som muligt – de er nemlig lidt bitre
3. Fyld blomsterne i et glas eller i en skål
4. Skær 1 - 2 økologiske citroner i tynde skiver og læg ved blomsterne
5. Kog en lage af 1 l vand tilsat 500 g sukker og 2 spsk. citronsyre
6. Hæld lagen over blomster og citronskiver

Stil blandingen køligt i 2 – 4 dage og sigt nu blomster og citronskiver fra. Smag saften til og tilsæt evt. ekstra sukker. Hæld på rengjorte glas og nyd den herlige saft på de varme dage.

Rabarbersaft og sirup
Høst rabarber inden de bliver alt for slappe – helst inden Sankthans. Skær stænglerne i ca. 5 cm store stykker og kog med vand og vanilje. Efter ca. 10 min. er rabarberne møre og du kan hælde saften gennem en sigte. Tilsæt sukker og kog saften op igen.

Opskrift:
500 g rabarber
1 l vand
1 vaniljestang (flækkes og kornene skrabes ud – kog vaniljestænglen med)
ca. 2,5 dl sukker

Rabarbersirup
Mål 2 d rabarbersaft og tilsæt 1 dl sukker og lad væsken koge indtil den begynder at tykne.

Rosens uge starter d. 25. juni 

Havens roser viser sig fra deres bedste side, og planterne står flotte og klar til blomstring – ja mange af roserne er allerede i fuldt flor. Det gælder især de historiske roser og buskroserne, som er vildt flotte med blomster og knopper i hundredvis.

I havecentrene landet over fejrer vi rosen i den sidste uge af juni. Havecentrene bakker op om Det Danske Rosenselskabs rosenuge, som i flere år har været et fast arrangement. I år har Det Danske Rosenselskab ekstra travlt, for de er værter ved World Rose Convention, som starter d. 29. juni og varer i fem dage.

Sådan får du flotte roser i haven

  1. Plant altid i frisk havejord uden store sten og rodukrudt. Tilsæt rosenjord ved plantningen
  2. Placér planterne i fuld sol og med masser af luft omkring
  3. Plant roserne 8 – 10 cm under podestedet
  4. Vand grundigt når du planter, og følg op på vandingen i tørre perioder
  5. Gød med rosenrødning omkring d. 1. i hver af følgende måneder: april, maj, juni, juli og august
  6. Får planterne bladpletter, så brug en bladgødning, som forstærker bladenes immunforsvar
  7. Klip de visne blomster af
  8. Beskær først roserne om foråret når forsytiabusken blomstrer

PS Hvis du har lyst til at forlænge duften af rosenblade, så er det supernemt at lave rosenvand:

Rosensaft – rosenvand
Høst 1 l kronblade af duftende roser.
Tilsæt 1 l vand og lad blandingen koge i ca. 10 min.
Hældes gennem en sigte og opvarmes på ny tilsat ca. 150 g sukker, kornene fra 1 stang vanilje og saften af 1 citron.

Kan bl.a. bruges til at lave glasur eller som bidrag i drinks

Uge 22

Varmen fortsætter 

Høj blå himmel og en lun brise er slet ikke til at stå for, så derfor bruger vi masser af timer på at nyde udelivet i dette forår. Ja, for det er stadig forår lidt endnu, men første sommermåned ligger lige omkring hjørnet. Så krydser vi fingre for, at højtryksvejret holder ved.

Udvid hjemmet
Det er helt oplagt at flytte spisestuen, køkkenet og måske også dagligstuen ud. Lige fra morgenen af er temperaturerne så høje, at man sagtens kan indtage sin morgenmad iblandt fuglesang og til biernes summen. Har man en arbejdsplads, hvor det er muligt at trække udenfor i pauserne, benytter de fleste sig jo af det, og er man så heldig at have en fridag til at komme ud i haven på, så er det rart at kunne søge skygge midt på dagen. Når dagen lakker mod enden, er det herligt at lave aftensmaden sammen på terrassen eller i udekøkkenet. Grillen klarer det varme, og salaten og tilbehøret kan nemt ordnes ved siden af. Det er rart at være sammen i familien og samtidig få klaret dagligdagens praktiske gøremål.

Indret dig med masser af planter
Der er et væld af fantastiske forårsplanter, som er rigtig dejlige i haven i maj og juni måned. Nogle af favoritterne i staudegruppen er pæoner, lavendel og staudesalvie. De kan både plantes i et bed nær terrassen eller plantes i krukker. Når der nu skal laves mad, så er det oplagt at plante til med krydderurter. Enten i et højbed eller i store krukker eller kar. Slyngende planter som blåregn, klematis og slyngroser fylder i højden, og har du brug for flotte planter i bunden, så er der mange forskellige sorter af storkenæb at vælge imellem.

Gode råd og en masse inspiration
I dit lokale havecenter er der meget travlt. Det gode vejr har sat ekstra skub i behovet for at plante – og til at passe haven optimalt. Foråret er det tidspunkt på året, hvor der er flest planter i havecentrene landet over. Ofte er det helt friske planter direkte fra planteskolen, som bliver pakket ud af rullecontainere. Det samme gælder for sommerblomsterne og udplantningsplanter som tomat, agurk, melon, aubergine, peber og chili. Udvalget er størst lige nu, så tøv ikke med at få plantet til. HUSK at din gartner kan hjælpe til med at få det til at lykkes optimalt for dig – uanset om du planter i højbed, altankasse, krukker eller i blomsterbedet.

PS Nyd vejret, for der er meldinger om lidt mere ustadigt vejr ved månedsskiftet!

Blåregn er højaktuel som juni måneds plante

Det gode majvejr har lokket de mange flotte blåregn frem tidligere, end normalt, men forhåbentligt fortsætter blomstringen langt ind i juni måned.

Derfor skal du plante blåregn i din have:

  • De får meget store klaser af de mest vidunderlige blåviolette eller hvide let duftende blomster hænger smukt ned fra denne slyngplante
  • Én plante kan formå at strække sig helt op mod 10 – 15 m, hvis der er plads
  • Planter du en pergola til med blåregn, så vil du kunne lave en vildt flot tunnel med frodige grønne blade og dejlige blomster i maj – juni måned
  • Beskæres nemt, så den passer til de forhold, den er plantet i
  • Du kan øge blomstringen, hvis du hvert år i august måned klipper de lange skud tilbage til 10 – 15 cm
  • Vinterbeskæring er en udtynding af de kraftige og ældste grene – sådan fremmes blomstringen også
  • Meget robust og hårdfør slyngplante, der danner kraftige stammer
  • Udfolder sig flottest på en varm og solrig vokseplads i næringsrig jord
  • Japansk blåregn, Wisteria floribunda, slynger mod venstre og kan få blomsterklaser, der er 20 – 50 cm lange
  • Almindelig blåregn, Wisteria sinensis, slynger mod højre og kan få blomsterklaser, der er 15 – 30 cm lange

Uge 20:

Pas godt på dine planter 

Vejret er så skønt, og vi elsker at opholde os ude i vejret, når det er så dejlig varmt og solrigt. Vejret er bare også hårdt. Det er hårdt for både dyr og planter, som jo ikke bare kan søge skyggen, når fordampningen er for høj. Rigtig mange af os har fået tilplantet både krukker, drivhus, køkkenhave, højbede og alle andre bede i haven. Her står planterne nu og sukker efter skygge og vand. Husk derfor at passe godt på alle dine planter her i sommervarmen, så du kan nyde den ekstra meget.

Kartoflerne har fart på
Forårets manglende varme i jorden er hurtigt afløst af sprudlende vækst i køkkenhaven, hvor både kartoflerne, asparges og jordbærplanterne gror, som var de betalt derfor. Det betyder, at det er tid til at hyppe kartoflerne. Hyppe betyder at jorddække, og det gøres for at hindre knoldene i at blive grønne. Grønne kartofler må man ikke spise, da de indeholder et giftigt stof.

Vand jordbærplanterne
Der er delte meninger om, hvorvidt jordbærplanterne skal vandes i tørre perioder. Jordbærplanterne har et højtliggende rodnet og kommer hurtigt i bekneb for vand. Hvis du vil have store og flotte bær, så skal du vande dem i tørre perioder gennem hele blomstringen. Hvis du hellere vil have mindre bær (med mere smag), så skal du ikke vande.

Husk at jordbærplanterne først skal have gødning, når de begynder at vokse efter bærsætningen.

Drivhuset kræver opmærksomhed
Mange har valgt at trække lyse gardiner for, for at mindske den hårde solindstråling i disse uger. Andre har måske påført skyggepasta eller kalk? Hvis man blot husker at få vandet alle planterne, så de ikke tørrer ud, så kan man nu godt få det til at virke, selvom solskinstimerne er mange. Alle vinduer og døre er selvsagt åbne, så temperaturen holdes nede.

Maj måneds blomster
Udover de mange lækre sommerblomster til krukkerne, så fortsætter planterne i haven med at gøre deres for at imponere os. Guldregnen er så småt begyndt at blomstre, syrenerne blomstrer på livet løs, alle frugttræer og især paradisæblerne har en imponerende blomstring i øjeblikket, og så er der for alvor fart på staudebedenes tidlige forårsblomster.

PS vidste du, at du sagtens kan plante træer, buske, frugtbuske, frugttræer, roser og stauder i din have selvom det er sommervejr? Spørg os til råds, så hjælper vi dig på vej.

Rododendronfestival i pinsen – derfor skal du plante dem

  • Rododendron bidrager til et overdådigt blomsterflor i haven hvert forår. Både de stedsegrønne og løvfældende rododendron/azalea kan for alvor sætte kulør på havens bede.
  • De store flotte stedsegrønne blade holder farven hele vinteren og skades sjældent af de udtørrende frostvinde. Det er tydeligt at se på rododendron, at de trækker væsken væk fra bladene, der hænger slapt ned i kulden.
  • Afhængigt af art og sort, er der stor forskel på, hvordan bladene ser ud. Nogle er mere blåduggede, andre er ”lodne”.
  • Rododendron er nogle af de nemmeste planter i haven. Når de først er plantet i surbundsbedet, så skal der minimal pasning til.
  • Der findes utrolig mange forskellige arter og sorter. Der er helt sikkert noget der passer til alle typer af haver. Sorter, der bliver meget store, men også sorter, der er mellemhøje og helt lave.
  • Det er oplagt at blive rododendronsamler, for der er godt nok mange forskellige sorter at samle på.
  • Rododendron kan også bruges som hæk.
  • De lave og kompakte typer kan sagtens trives i krukker, hvor de kan flyttes rundt og dekorere på forskellige tidspunkter året igennem. Vælg altid krukker med bred diameter, så roden har plads til at vokse.
  • Når blomstringen aftager, dannes der et væld af nye blade. De nydannede blade er hos mange sorter et spændende studie, og prydværdien er meget høj.

Rododendron tilfører haven flotte skulpturelle planter hele året rundt. Surbundsbedet er det bed i haven, som kræver meget lidt pasning, og det er muligt at kombinere med surbundsstauder, som sagtens kan bibringe bedet meget mere liv i de perioder, hvor der ikke er blomster og nye blade på vej.

Uge 19

Kom maj du søde milde

Vel beriget med det skønneste forårsvejr i disse dage, kan forårets yndlinge rigtig nydes. Vi har hurtigt glemt marts måneds kulde og april måneds drillende vejrskifter. Nu ser vejrudsigten særdeles positiv ud, så det gælder for alvor om at nyde den milde maj.

Magnolietræerne blomstrer
Det er desværre ikke hvert år, at magnolietræerne står så flotte med brede kroner af tulipanlignende blomster. I havecentrene har man valgt magnolietræet som Månedens Plante, så det er lige nu, at du kan se et stort udvalg af de smukke planter hos din gartner.

Maj måneds blomsterrige træer
Det er som om alt skal ske i maj. Bøgen springer ud, havens prydløg stråler og tulipanerne pepper de lidt tomme bede op med al deres ynde. Blandt havens træer er der virkelig noget på færde. De føromtalte magnolietræer følges på vej af blodblomme, bærmispel og hele kirsebærslægten. Skyer af blomster dækker de brede trækroner og snart sner det med florlette blomsterblade. Der er helt klart gang i blomstringen i år, og hvis vi er heldige at få besøg af flittige bier, så bliver det til en god høst af kirsebær og blommer.

Frugtbuskene er et paradis
Både solbær-, ribs-, stikkelsbær- og blåbærbuskene har travlt med at folde deres blomster ud. De lokker om kap bier og andre insekter til, så der kan dannes mange frugter. De allerførste jordbærblomster er så småt ved at vise sig, og de undseelige blomster på hindbærbuskene kan ved nærmere eftersyn også ses.

Snart følger æblerne
Det varer ikke længe før både spiseæblerne og paradisæbletræerne fremstår som blomstrende skulpturer -  en dejlig svag duft af æbler breder sig, og havelykken vil ingen ende tage.

Store plantetid
Maj måned er en god måned at plante træer, frugttræer, buske, frugtbuske og jordbær i. Husk at vande i tørre perioder, så vil du allerede i indeværende havesæson få stor glæde af dine nye planter. Netop nu er havecentrene fyldt med friske planter og sortimentet er bredt og dybt.

7 forskellige metoder til at holde sneglene væk fra haven    

Egentlig er der ikke rigtig noget tidspunkt på året, hvor man IKKE skal jagte og bekæmpe de rigtig irriterende iberiske skovsnegle, der bærer tilnavnet dræbersnegle. Hele vinteren har man kunne indfange de slimede bæster, hvis man løfter krukker, kasser og lignende, for når temperaturen er over 5 grader, er der fuld aktivitet hos iberisk skovsnegl.
Forår er lig med sneglejagt og netop nu er det sneglesæson.

Sådan gør du
1. Medbring et glas med låg, når du færdes i haven. En pose med ”lynlås” kan også bruges. Så snart møder sneglene i dine bede, når du planter ud i køkkenhaven eller blot går en tur i haven, så samles sneglene sammen. Dagens høst kan skoldes med kogende vand og smides ud.

  1. Klip sneglene over med en skarp saks eller kniv, så an du blot lade ”ligene” ligge.
  2. Du kan fange sneglene på mange måder, og der findes forskellige løsninger såsom ølfælder. Et sikkert trick er at placere et bredt bræt i områder, hvor de ved, der er snegle. Når dagen er varmest, vil sneglene kravle i skjul der.
  3. Sneglehegn og barrierer er nyttige foranstaltninger der hvor du dyrker de spiselige afgrøder. I dit havecenter kan du se flere forskellige metoder.
  4. Barrierer med kaffegrums, knuste muslingeskaller, kakaoflis, mos og andre ”tørre” produkter afhjælper sneglenes lyst til at bevæge sig, men det dæmper ikke mængden af dyrene.
  5. Sneglenes naturlige fjender er pindsvin, ænder, høns og nematoder. Der er mange, som har rigtig gode erfaringer med at holde sneglebestanden nede, når naturlige fjender hjælper til.
  6. Sneglemidler virker også. De består af jernfosfat, som sneglene dør af. De blå korn lægges ud – gerne med ”tag” på, så kornene holder længe. Her kan et stykke træ lagt på en sten være en nem løsning.

Kom ikke for sent i gang
Fra midt på sommeren og frem til vinter lægger sneglene hundredevis af æg for at sikre den nye generation. HUSK at samle så mange snegle som muligt, inden de når at formere sig.

Uge 15

Når græsset er grønnere hos naboen

Én af forårets største bekymringer handler om græsplænen. Hvorfor er græsset grønnere på den anden side af hækken? Hvad kan jeg gøre for at få en superflot helt grøn græsplæne?
Forårsklargøringen i haverne er i fuld gang, og de mange ture henover græsplænen med trillebøren fyldt med de afklippede staudetoppe minder os om, at den vist skal have lidt førstehjælp for at komme godt fra start.

Stor forskel på, hvor slemt medtaget plænerne er
Det er langt fra alle græsplæner, der er lige hårdt ramt af den lange og meget våde vinter. I flere haver har det allerede været muligt at klippe græsset første gang, for græs vokser ved meget lave temperaturer, og hvor det står bedst, er det faktisk tid til at slå det.
En anden årsag til, at det er nødvendigt at finde klipperen frem er, at det var umådelig vådt og nedbørsrigt i efteråret, hvilket umuliggjorde den sidste klipning inden vinteren. Det har efterladt græsset i meget høj tilstand. Flere steder er det så nærmest klasket sammen og ligner et massivt tæppe af halvvisnet græs.

Riv – gød - så
Der er ingen genveje, når en slemt medtaget plæne skal rettes op. Frem med riven – gerne på den ene og den anden led. Al løst plantemateriale, visne blade og nedfaldne grene samles sammen og køres på komposten. Nu kan du gøde plænen – find den gødning, der passer til din plæne hos gartneren i dit havecenter.
Er græsset gået ud, eller har du fået store plamager af mos med da du rev plænen, så er det muligt at efterså pletterne. Også her kan du få vejledning i græstyper og metoder til at så hos fagmanden i dit havecenter.

Hvad gør vi med al den mos?
Nogle haveejere lever med mos i plænen. Det kan man sagtens, men ofte tager mosset over og fortrænger helt græsset. I sådanne tilfælde kan man fjerne mosset og så friske frø, eller man kan inddrage jordstykket til et havebed med bunddækkende planter, stauder, prydgræsser, frugtbuske eller rododendron. Der er mange muligheder for at få haven til at fungere med ekstra meget glæde, hvis man gør op med eks. irriterende mos i plænen!

HUSK at du kan søge inspiration til nye haveløsninger hos os, hvor fagfolk står klar til at hjælpe dig.

Bier og blomster    

Når sydfrugterne i drivhusene blomstrer, så skal vi hjælpe til med at få dem bestøvet. De blomstrer nemlig så tidligt på året, at vinduerne er lukkede – også for de bestøvende hjælpere. Med en pensel går det også, og det er et hyggeligt job.
Tænk hvis vi ingen bier havde? Så skulle vi flytte pollen med små pensler for at få frugt på bærbuske, frugttræer i haven og alle afgrøderne på landmandens marker.

Byd de vilde bier til fest i haven
Til enhver fest skal der mad og drikke til gæsterne. Sådan er det også med bierne. Der skal være masser af nektar og pollen, og de skønne insekter tager til takke med vand, når tørsten skal slukkes. Et vandhul eller blot et fuglebad er tilstrækkeligt for de summende venner. Forårets tidlige løgvækster som erantis, vintergækker og især krokus er vigtige bidragsydere til biernes store ædegilde. Blandt træerne er pil en utrolig vigtig fødekilde i det tidlige forår.

Plads til de næste generationer
Bier bygger reder, og det gør de oftest i jorden. Måske har du forstyrret en nedgravet humlebi i det lune staudebed? Løs varm jord uden beplantning er ofte der, hvor bierne bygger reder i jorden. Andre bier bygger deres reder i kviste eller insektgange i træer. Dødt træ eller hule kviste som eks. hyld eller brombær er også nogle af deres foretrukne redesteder.
Du kan hjælpe bierne ved at lave bihoteller og sætte op flere steder i haven – lidt på samme måde, som når vi sætter redekasser op til fuglene.

N.B. I haven vil vi gerne tiltrække de vilde bier. Honningbierne hører til hos biavlerne, hvor de sørger for at producere honning med bestøvning af især landbrugets afgrøder. De vilde bier er meget effektive og vigtigere – de er ikke selektive i deres bestøvning ligesom honningbierne er. Har vi mange vilde bier i haven, så bliver både tomater, blomster, frugtbuske og -træer bestøvet grundigt.

UNDLAD AT ANVENDE KEMI I DIN HAVE

Uge 13

Forårstravlheden breder sig

Fører du havedagbog, så vil du kunne se, at der de sidste mange år har været meget større aktivitet i din have, end året 2018 byder på.  Vejret er det store samtaleemne, og mange kan nu huske tilbage på forår, der har været lige så kolde – mon ikke blot dette forår er en slags ”normal”, som vi i eftertiden kan mindes. Sikkert og vist er det, at solskinstimerne vækker alle planterne fra deres dvale, og forår blev det…

Græsplænen
Den har haft en hård vinter. Nu står plænen gusten og ujævn fyldt med mos. Dykker du ned i laget af vissen græstop, så kan du allerede nu se de små grønne skud, som sikrer plænens fremtid. Du kan hjælpe plænen ved at:

  • Finde løvriven frem og fjerne alle løse blade, visne græstotter og smågrene. Når du river plænen over, så ”lufter” du også toppen, så der kommer mere lys ned til det nye liv
  • Når der er tydelige nyvækst, så skal du tildele din plæne gødning. Der findes mange forskellige gødningsprodukter – også nogle, som undertrykker mos. Du kan få en snak med din gartner om valg af gødning, som netop nu er meget aktuelt
  • Undlad fortsat at færdes for meget på plænen. Det gælder især de plæner, hvor jorden er meget vandmættet

Forberedelser kan vejret ikke ændre på
Frost og sne kan bare komme an! Vi forbereder os bare på forårets komme ved at gå i det lune havecenter for at shoppe lækre frødrømme til den kommende havesæson. Her er der masser at vælge imellem, og det behøver ikke koste en formue at få udlevet drømmene.
Find også inspiration til din næste ønskeseddel. Vi er mange, der har lidt svært ved at finde på gode ønsker, når vi fylder år. I haven er der altid plads til fornyelse, så gå en tur blandt de mange planter, få en snak med gartneren, og så bliver det nemmere at ønske sig noget næste gang, man fylder år.

Nyt krukkeliv
I år skal nogle af krukkerne skiftes ud. Flere af de gamle terracottakrukker i min have er frostsprængte, og det er da ærgerligt, men også et påskud for at få lidt fornyelse på denne front.
TIPS: De gamle ødelagte krukker gemmer jeg skårene fra, for de er ret gode at lægge i bunden af de ny som drænlag.

Uge 11:

KLAR – PARAT – START

Senvinterens jerngreb har svært ved at slippe sit tag, og foråret lader vente på sig. Erantis og vintergækker har genrejst sig i havens bede, men de har haft nogle svære uger i fryseren og hænger noget med blomsterhovederne. Snart får de selskab af krokus og narcisser, for endelig ser det ud til, at kong vinter for denne gang har valgt at trække sit virke tilbage mod nord og øst.

Vi er mange, der har haft svært ved at holde fingrene fra at komme i gang med havens gøremål, så nu gælder det om at yde en ekstra indsats, så det hele kan blive klaret på den halve tid.

Staudebedene skal klippes ned
Endelig kan vi komme i gang med at ordne staudebedene. Al vissen top skal ud og væk, så de nye skud kan få lys og luft til at udvikle sig. Nogle af planterne er allerede i gang, så pas på når du går i gang med riven og saksen.

Læg kartofler til forspiring
Find nye og spændende sorter – eller dine kendte yndlinge – i havecentret. Sørg for at anvende certificerede læggekartofler, så du ikke får sygdom i din jord. Spred knoldene i en kasse eller læg dem i æggebakker. Stilles lyst ved 10 – 15 grader C i ca. 3 uger.

Forspiring af diverse varmekrævende frø
Tomater, ærteblomster, chili, aubergine, peber skal alle sås ved stuetemperatur +/- 20 grader C. De skal stå meget lyst og tilses jævnligt, så jorden ikke tørrer ud. Der er gode løsninger til forspiringskasser med låg i dit havecenter. HUSK at bruge en god såjord, så du ikke brænder de nye fine kimplanter af.

Frugthaven
Snart springer ribs, solbær og stikkelsbær ud, for de er tidlige startere. Slib saksen eller find ørnenæbet frem, for det er nu, du skal tynde ud i de ældste grene helt fra basis, så buskene fortsætter med at producere fine bær til sommer. Du bør ikke beskære før buskene har vokset tre år i have, og du må aldrig fjerne mere end ca. 1/3 af det samlede antal grene i busken.

Tildel også lidt naturgødning.

Månedens Plante i marts      

Allerede i december måned kan man se, at kejserbusken begynder at arbejde med blomsterknopperne. Det er ikke længe siden, at den smed sine blade, men det hindrer den ikke i at trodse alle odds og gå i blomst. I milde vintre vil blomstringen fortsætte, men når frostperioder rammer landet, så standser den sin blomsterpragt. I det tidlige forår formår kejserbusken at blomstre videre til stor fornøjelse for haveejerens blomsterhungrende sind.

Vidste du at…
Det latinske navn for kejserbusken er Viburnum x bodnatense, og det er faktisk en krydsning mellem to andre arter af Viburnum, som oprindeligt kommer fra Himalaya og Nordkina. Det siges, at kinesiske kejsere viste stor interesse for busken, som især blev beundret for den usædvanlige blomstringstid på året – deraf navnet KEJSERBUSK.
Blomsterne sidder yderst på buskens overhængende grene, og du kan sagtens klippe nogle stykker ind til vasen. Her står de flot sammen med tulipaner eller narcisser – eller helt alene. Blomsterne har en særdeles dejlig duft, som kan være lidt svær at dufte, når planten står ude i kulden, men den spreder sig lifligt i den varme stue.

Sorter findes der flere af, bl.a.:
’Charles Lamont’, der bliver 2 – 3 m høj og får lyse rosa blomster.
’Dawn’, der bliver 2 – 3 m høj og får mørkerosa blomster.

Skal du plante hæk?                      

Mens vi venter på forårsvejr, begynder vi at overveje nye planer for haven. Der er stor aktivitet i afdelingen for hækplanter, så måske går du også med tanken om at plante ny hæk?

Når den gamle hæk er blevet grim
Når huset er bygget, plantes der umiddelbart efter en hæk. Sådan har vi det i Danmark. Hække skal der til, så familielivet kan holdes lidt mere privat. Rigtig mange af landets boliger er bygget for mange år siden. Husene er løbende renoveret og sat i stand både indvendigt og udvendigt. Den oprindelige hæk klippes hvert år, men det er ikke altid, at den gamle hæk er blevet udskiftet, og kan derfor tælle adskillelige årtier på samme sted. Det er ikke altid, at 30, 40 eller 50årige gamle hække er lige kønne. Du må tilgive de stakkels planter, der årligt har forsøgt at skærme for naboer og forbipasserende – på et tidspunkt er det nødvendigt at skifte hækken ud.

Gør jorden parat
Om du skal plante ny hæk, hvor der aldrig har vokset en hæk, eller om du først skal af med en gammel hæk, gør ikke umiddelbart den store forskel, når du skal klargøre jorden til nyplantning.

  1. væk med rodrester, store sten og rodukrudt
  2. Løsn jorden i en spades dybde – kan med fordel gøres ved at grave jorden igennem
  3. Mål op og spænd en snor, så hækken bliver lige

Plantevalg
Vælg den traditionelle ligusterhæk eller bøgehæk. Her kan du få planter i mange kvaliteter. Barrodsplanter i forskellige højder, og lidt ældre planter med rodklump, som hurtigere danner en tæt hæk. Vær opmærksom på, at pris og kvalitet hænger sammen, så hvis du vil sikre dig en flot og kvalitetssikret hæk de næste 40 år, så gå ikke på kompromis i denne fase af dit køb. Du kan også vælge at plante en laurbærkirsebærhæk, en stedsegrøn tuja eller cypreshæk, eller en spiræahæk, der ikke skal klippes? Du får god vejledning i dit lokale havecenter.

Plantedybde
Du skal altid plante i samme dybde, som planten hidtil har vokset i. Planter du for dybt eller højt, risikerer du, at planterne går ud.

Vand og gødning
Du SKAL vande til efter plantning. Jorden vil efter vandingen pakke sig fint omkring rodnettet, som dermed lettere får fat og sikrer god etablering. Gødning skal du tilføres i foråret. VENT med at lægge barkflis under din nye hæk til du er sikker på, at alle planterne er kommet godt i gang med deres nye tilværelse i din have.